Leasingfinansiering kan være et relevant alternativ til traditionel lånefinansiering af større eller mindre investeringer i nye bygninger, nyt produktions- og driftsudstyr m.m.. Det er muligt at lease næsten alle typer driftsudstyr, f.eks. måleudstyr, procesanlæg, kontorinventar, kopimaskiner, laboratorieudstyr, biler og varevogne samt IT-udstyr. Produktionsudstyr kan være noget vanskeligere. Inden for de seneste år er visse leasingselskaber dog begyndt at tilbyde produktionsvirksomheder operationel leasing af standardmaskiner til produktionen.
Det centrale ved en leasingfinansiering er, at leasingselskabet ejer aktivet og overlader brugsretten til virksomheden. Der er som udgangspunkt ingen forskel på finansieringen ved leasing og ved lån, bortset fra ejendomsretten, når der alene ses på det finansielle. Skattemæssigt og likviditetsmæssigt er der dog en række forskelle. Gennem leasingfinansiering kan den kapacitetsbestemte kapitalbinding reduceres. Virksomheden undgår at binde kapital i et aktiv. Leasing er derfor fordelagtig, når en virksomhed eksempelvis skal foretage større investeringer eller vil frigøre likviditet til optimering af dens produktudvikling, vækst, eller at styrke virksomhedens likviditetsreserver. Finansieringen er ikke synlig i balancen (måske vist som note til regnskabet), men indgår som en løbende driftsudgift for virksomheden.
Leasing kan både benyttes ved etablering af sale-lease-back-løsninger af eksisterende aktiver, og ved nyinvesteringer. Hvis virksomheden vælger at lease den ejendom, som den allerede ejer, kaldes det for sale-and-lease-back. Med en sale-and-lease-back-løsning sælges den ejendom, som virksomheden allerede ejer, til et leasingselskab på markedsvilkår. Leasingselskabet og virksomheden indgår dernæst en leasingaftale, hvorved virksomheden leaser brugsretten til ejendommen tilbage. Virksomheden kan også få finansieret byggeprojekter med leasing. Udover at frigøre likviditet kan projektet samtidig opnå kontante fordele i form af gunstig byggefinansiering og andre fordele, herunder stordriftsfordele.
Er der tale om maskiner eller produktionsudstyr, er leasingperioden typisk 3-8 år.
Ved leasing skelnes der sædvanligvis mellem to overordnede former:
- finansiel leasing; og
- operationel leasing.
Ved finansiel leasing står leasingselskabet for finansieringen af hele aktivets købspris (inkl. moms). Leasingtager har fuld brugsret til aktivet og fuld fradragsret på leasingafgiften, men ejendomsretten forbliver leasingselskabets. Leasingtager betaler en fast månedlig ydelse for brugsretten til aktivet. De samlede betalinger svarer til forrentningen af aktivet og afskrivningerne på hele aktivets værdi. Risikoen og ansvaret for det leasede aktiv påhviler leasingtageren - f.eks. i forbindelse med dets vedligeholdelse, reparationer, serviceeftersyn m.m. Ved bindingsperiodens (og kontraktens) udløb, kan leasingtager som hovedregel enten vælge at fortsætte aftalen med en ny og lavere ydelse, eller at købe udstyret til en på forhånd fastsat pris. Dette bør være angivet i leasingkontrakten, og er ligeledes et forhold leasingtageren bør være ekstra opmærksom på. Mere herom nedenfor.
Ved operationel leasing påtager leasingselskabet sig risikoen for aktivets genanvendelsesmuligheder hos andre ved leasingkontraktens (bindingsperiodens) udløb. Dette bevirker, at virksomheden (mod en risikopræmie til leasingselskabet) kan lease aktiver uden at hæfte for restværdien, når leasingkontrakten udløber. Det er således leasingselskabet, der tager risikoen, med hensyn til hvor meget aktivet kan sælges for ved kontraktudløb. Virksomheden bør i kontrakten sikre sig, at den kan vælge enten selv at købe maskinen til en fair pris eller returnere den til leasingselskabet, når leasingaftalen udløber.
Hvordan fastsættes leasingydelsen?
Leasingselskabet vil fastsætte leasingydelsens størrelse under hensyntagen til bl.a.:
- Det leasede aktivs anskaffelsessum;
- Aktivets forventede indtjening og økonomiske og tekniske levetid;
- Leasingperiodens længde;
- Leasingselskabets risiko, der bedømmes på grundlag af det leasede aktivs karakter, eventuelle sikkerhedsstillelser fra leasingtager, samt leasingtagers økonomiske situation.
- Renteniveauets størrelse; og
- Evt. mulighed for at afvikle leasingaftalen før udløb etc.
|
|
Væsentlige forhold ved leasing, som en virksomhed på være opmærksom på:
- Bindingsperioden, herunder krav om uopsigelighed e.l. Bindingsperioden afhænger primært af aktivets art og levetid;
- Tilpasning af leasingaftalen, herunder perioden og betalinger til aktivets driftsmæssige levetid og den forventede indtjening på aktivet. En leasingaftale på ejendomme normalt strækker sig over 10-20 år. En sådan langstrakt tilpasning af betalingen til aktivets driftsmæssige levetid binder modsat også virksomheden.
- Fast eller variabel leasingydelse;
- Leasingaftalens totale pris;
- Mulighederne for mangelindsigelser e.l. overfor leasinggiver;
- Kontraktuelle risici indeholdt i leasingkontrakten;
- Hvad skal der ske med aktivet ved kontraktudløb?
|
Alle de væsentlige leasingselskaber, hvoraf flere ejes af pengeinstitutter, er i dag medlem af Finans og Leasing, der er en brancheorganisation for leasingsselskaber og udbydere af andre lignende finansielle ydelser. På Finans og Leasing's hjemmeside findes en oversigt over medlemmer. Se link nedenfor. I det følgende henvises alene til Danske Bank og Nordea, der begge råder over leasingselskaber.
Vækstfonden (VF) og Eksport Kredit Fonden (EKF) tilbyder ligeledes garantiprodukter, der kan være anvendelige i forbindelse med indenlandske og/eller eksportforretninger ved at supplere virksomhedens eksisterende sikkerheder, og dermed dække risikoen, hvis virksomhed ikke kan stille sikkerheder nok til at indgå en leasingaftale. Produkterne er omtalt særskilt.