Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Valuta


I forbindelse med indgåelse af kontrakten burde valutaproblematikken være fuldt ud afklaret. Hvis der opstår fejl og mangler i denne periode, og de afhjælpes af virksomheden som aftalt, skal der ikke ske ændring af købers betalingsforpligtelse, hvorfor der ikke vil være behov for at justere en sikring af valutakursen på eventuelle udeståender. Selvom virksomheden accepterer en ny og forlænget produktgarantiperiode, bør det ikke få indflydelse på betalingernes forfaldstidspunkt.

Hvis køber kontraktligt er sikret i denne fase via tilbageholdelse af 5-10% af kontraktsummen (retention), vil beløbets forfald blive udskudt, hvis produktgarantiperioden forlænges. Virksomheden skal da via sin bankforbindelse have justeret terminskontrakten tilsvarende. Det vil alt andet lige være bedre for virksomheden at stille en tilbageholdelsesgaranti end at acceptere en retentionløsning. Dels vil virksomheden ved retention miste likviditet og dermed en renteindtægt, dels vil det være mere kompliceret at forlænge en garantiperiode. Her skal virksomheden både sikre sig, at det udestående retentionbeløb forbliver sikret betalingsmæssigt i den forlængede periode (hvilket kan være bekosteligt og besværligt; måske i visse tilfælde umuligt), og at en valutasikring forlænges tilsvarende.

Hvis først køber har betalt kontrakten 100% ved afskibning/levering, vil det være nemmere at få købers accept af frigivelse af en tilbageholdelsesgaranti ved udløb, eventuelt at få købers accept af en nedskrivning af det garanterede beløb, såfremt der er mindre garantiudeståender, end at få køber til at erlægge betaling/delbetaling, før denne er helt tilfreds med leverancen – også selvom virksomheden de facto har opfyldt kontrakten som aftalt.

Mere herom under tidligere periodebeskrivelser. I værktøjskassen er endvidere hjælpeværktøjer til sikring af virksomhedens valutarisici.



    Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
     Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt