Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Ejendomsforbehold


Virksomheden kan naturligvis tilbyde en særdeles kreditværdig køber beliggende i et land med høj kreditrating åben kredit uden sikkerhed for den aftalte periode (normal handel i åben regning). For større transaktioner bør virksomheden rutinemæssigt tage ejendomsforbehold til varen, indtil den er fuldt betalt.

Ejendomsforbehold giver sælger mulighed for at skaffe sig sikkerhed for betaling af købesummen ved at forbeholde sig ejendomsretten til det solgte. Virksomheden kan med fogedrettens hjælp tage varen tilbage, hvis køberen ikke overholder sine forpligtelser efter kontrakten, og såfremt varen endnu ikke er fastmonteret i f.eks. et skib eller en bygning.

Ejendomsforbehold er trods navnet ikke en betinget ejendomsret, men en særegen form for panteretten, hvorfor køberen ikke kan pantsætte aktivet på samme måde, som hvis denne havde den ubetingede ejendomsret.

Der er en række betingelser, som skal være opfyldt for, at et ejendomsforbehold kan betragtes som gyldigt og kan gøres gældende over for en køber eller tredjepart såsom købers kreditorer. Betingelserne kan variere fra land til land, men der er en række væsentlige forhold, en virksomhed bør overveje og sikre.
 

Væsentlige forhold en virksomhed bør overveje og sikre i forbindelse med, at der tages ejendomsforbehold

  • at ejendomsforbeholdet opfylder gyldighedsbetingelserne efter det lands ret, som finder anvendelse på ejendomsforbeholdet 
  • at ejendomsforbeholdet accepteres skriftligt af køber forud for levering. Det kan bl.a. gøres ved at sikre, at ejendomsforbeholdet fremgår tydeligt af det afgivne tilbud. Endvidere at købers skriftlige ordre (accept af det afgivne tilbud) udtrykkeligt henviser til tilbuddet. Fremgår ejendomsforbeholdet af virksomhedens generelle forretningsbetingelser (General Terms and Conditions), tilrådes det ligeledes, at køber returnerer en dateret og underskrevet kopi af betingelserne til virksomheden
  • at det solgte, der leveres til køber med ejendomsforbehold, er klart specificeret
  • at det solgte endnu ikke er fastmonteret i f.eks. et skib eller en bygning, da det i givet fald vil være omfattet af pant til et evt. långivende finansieringsinstitut. For så vidt angår ejendomsforbehold og pant vil disse være reguleret i henhold til lokal lovgivning, men ovennævnte vil typisk være gældende.



    Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
     Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt