Typisk forudsætter indgåelse af salgskontrakten, at virksomheden stiller en eller to former for garantier. Hvis salgskontraktens betalingsbetingelser forudsætter, at der erlægges en forudbetaling af køber, inden kontrakten er effektiv, vil køber ofte betinge sig, at denne forinden har modtaget en bankgaranti (forskudsbetalingsgaranti/advance payment guarantee) til sikring af betalingen. Garantien dækker, såfremt kontrakten ikke gennemføres som aftalt. En forskudsbetalingsgaranti udløber typisk ved den kontraktlige levering. Tilsvarende kan køber betinge sig, at virksomheden stiller en bankgaranti til sikkerhed for kontraktens gennemførelse (arbejdsgaranti/performance guarantee). En sådan garanti skal delvis dække købers udgifter ved forsinkelse, annullering og forhandling af ny kontrakt med anden leverandør til eventuel højere pris etc. En arbejdsgaranti udløber også typisk ved den kontraktlige levering.
Køber kan også betinge sig, at virksomheden stiller en bankgaranti til sikkerhed for overholdelse af den produktmæssige garantiforpligtelse efter aflevering i form af en tilbageholdelsesgaranti. En tilbageholdelsesgaranti giver køber mulighed for at få dækning for afholdte udgifter ifølge med reparation m.v. hos anden leverandør, såfremt virksomheden enten ikke vil eller kan afhjælpe problemet.
Der eksisterer mange udformninger og strukturer af garantier. Typisk skelnes der imellem to garantityper:
- betingede
- ubetingede (anfordring).
Hvis der sker træk under bankgarantierne, hvad enten de er berettigede eller uberettigede, er virksomheden ansvarlig over for banken og skal straks inddække beløbene. Der er således ikke tale om en forsikringsordning, men om udnyttelse af en bankfacilitet på linje med en kreditfacilitet. Virksomheden kan efterfølgende søge beløbet inddækket hos køber eventuelt via retslig proces. Virksomheden har også mulighed for at få dækket risikoen for købers uberettigede træk under garantien via en forsikring.
Generelt skal garantierne blot sikre køber og virksomhed fair vilkår for gennemførelse af kontrakten. Det er derfor i begges interesse, at garantiteksterne er udfærdiget således, at garantierne dækker de reelle forhold i kontrakten.
Nedenfor anvises forskellige måder til at sikre virksomheden, at evt. forskudsbetalingsgarantier, arbejdsgarantier og tilbageholdelsesgarantier afgives i en forsvarlig udformning, og at virksomheden ikke lider tab, ifald køberen uden lovlig grund trækker på de stillede garantier.
Det anbefales, at der udfærdiges en garanti pr. betaling (hændelse) i stedet for eksempelvis at forøge en garanti løbende med beløb dækkende eksempelvis nye betalinger. En garanti pr. hændelse giver normalt også bedre mulighed for at få frigivet/returneret garantien efter udløb, eksempelvis ved dellevering.