Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Terminskontrakt


Når virksomheden har indgået kontrakt og dermed har en kendt ind- og/eller udbetaling i udenlandsk valuta, kan valutarisikoen afdækkes via en terminskontrakt hos virksomhedens bankforbindelse. Ved salg/køb på termin handles valutaen til dagskurs på dagen for etablering af terminskontrakten med et tillæg/fradrag af renteforskellen mellem DKK og den pågældende udenlandske valuta for den periode terminskontrakten løber. Herved fastlåses kursen for den pågældende udenlandske valuta ved betaling på det aftalte tidspunkt. Der indgår ikke yderligere bankomkostninger ved etablering af en terminskontrakt.

Ideelt set indgår virksomheden en terminskontrakt om salg/køb per betaling, for henholdsvis indgående betalinger fra køber og udgående betalinger til underleverandører. I praksis kan virksomheden ofte modregne ind- og udgående betalinger for en periode (typisk på månedsbasis) og alene sikre nettobeløbet, hvilket dog forudsætter, at virksomheden kan håndtere udsving i likviditeten for den pågældende valuta over en valutakonto.

En terminskontrakt forudsætter levering af den solgte/købte valuta på det aftalte udløbstidspunkt. Dette indebærer, at virksomheden har en valutarisiko, såfremt det aftalte cash flow udebliver, eksempelvis hvis salgskontrakten ikke betales grundet købers manglende betalingsevne/vilje eller som følge af annullering etc. Virksomheden skal da købe/sælge den pågældende valuta til aktuel dagskurs for at kunne afvikle den underliggende terminskontrakt. Denne risiko kan dog ikke betegnes som en egentlig valutarisiko, men snarere som en kommerciel risiko. 

Hvis der sker forskydninger i betalingerne (eksempelvis senere betaling som følge af udskudt levering), kan terminskontrakterne alternativt justeres til de nye betalingsterminer via virksomhedens bankforbindelse. Dette er forholdsvis simpelt, især hvis der er en terminskontrakt per betaling. Ved sikring af nettobeløb skal der etableres en ny terminssalgskontrakt og en ny terminskøbskontrakt på de totale beløb med de nye betalingsdatoer, hvis ikke begge betalinger udskydes tilsvarende. Samme problematik kan opstå, såfremt en kommerciel salgs- eller indkøbskontrakt annulleres.

Nedenfor følger en kort forklaring på metodikken bag terminssikring. Yderligere information om anvendelsen af terminskontrakter kan fås ved henvendelse til virksomhedens bankforbindelse, Danske Bank og/eller Nordea. Relevante kontaktoplysninger er anvist nedenfor.

Download

excel-logo Terminssikring - beregningsmetodik     Forklaring - metodikken bag terminssikring



Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt