Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Belåning/salg af fordringer


I forsøget på at reducere virksomhedens kapitalbinding og forbedre dens likviditet kan virksomheden overveje belåning eller salg af dens fordringer. Særligt i det omfang virksomheden er i vækst og/eller har behov for at optimere dens cash flow, kan belåning og/eller salg af fordringer være velegnet ved både kommercielle indenlandske og eksportforretninger. Derved belastes virksomhedens eventuelle bankengagement ikke.

Der findes forskellige løsninger til og selskaber i og uden for Danmark, der tilbyder belåning og afkøb af fordringer. Fælles for disse selskaber er, at disse typisk er ejet af pengeinstitutter eller større finansieringsselskaber. Selskaberne opererer med forskellige kriterier, som virksomheden skal opfylde. Kriterierne omfatter minimumskrav til virksomhedens årlige omsætning, størrelsen på en gennemsnitsfaktura, forhold vedr. virksomhedens kreditvilkår m.m.

Typisk vil et pengeinstitut eller et finansieringsselskab betinge sig, at fordringen/erne kan dokumenteres i form af en skriftlig, ubetinget, uigenkaldelig og transferabel fordring enten i form af en vekselfordring eller et remburstilgodehavende.

Ved belåning af fordringer belåner virksomheden værdien af dennes debitorer. Dermed omdannes debitormassen til disponibel likviditet (typisk 70-90% af fakturafordringen) straks ved fakturering og de resterende 10-30% (fratrukket omkostninger), når debitors betaling registreres. Derved kan en virksomhed eventuelt omgå, at dennes bankforbindelse ikke er villig til at stille nye kreditfaciliteter til rådighed eller udvide eksisterende til finansiering af virksomhedens drift. Fakturabelåningen sker nemlig ikke kun på baggrund af en vurdering af virksomheden, men ligeledes af debitors betalingsevne. Fakturabelåning sker typisk med regres, således at virksomheden selv bærer risikoen for tab, hvis en debitor ikke betaler afdrag og renter til tiden.

Et alternativ til belåning er salg af fordringer. Kort fortalt betyder salg af fordringer, at en virksomheds fordringer sælges til en kurs under pari (f.eks. kurs 95) mod, at virksomheden modtager hele betalingen i løbet af en eller to arbejdsdage. På den måde bliver et kreditsalg lavet om til et kontantsalg fratrukket en præmie.

Belåning og/eller salg af fordringer kan både anvendes i forbindelse med salg til virksomhedens hjemmemarked og ved eksportforretninger. Ved eksportforretninger kan en aftale om belåning og/eller salg af fordringer etableres med og/eller uden garanti fra Eksport Kredit Fonden (EKF) eller andre eksportkreditinstitutter afhængig af køberens og køberlandets kreditværdighed. For yderligere information se vurdering af købers kreditværdighed samt opgørelse af landerisikoen.

Virksomheden bør tidligt rette henvendelse til dennes bankforbindelse eller andet finansieringsselskab (tilbudsperioden) med henblik på at få en indikation, ifald banken eller finansieringsselskabet er villige til at påtage sig kreditrisikoen i forbindelse med belåning og/eller afkøb. Indikationen indeholder alle vilkår, herunder gebyrer, rentevilkår, acceptable banker m.m. På basis af den afgivne indikation kan virksomheden påbegynde forhandlinger med køberen om kontrakt- og finansieringsvilkår.

Nedenfor følger henvisninger til Danske Bank og Nordea, der begge tilbyder belåning og/eller afkøb af fordringer. London Forfaiting Compny kan ligeledes være relevant, og beskæftiger sig med afkøb af fordringer. Yderligere information og kontaktoplysninger på andre selskaber findes hos Finans og Leasing, der er interesseorganisation for danske finansieringsselskaber. Se link nedenfor.

Forhold en virksomhed bør overveje i forbindelse med belåning og/eller salg af fordringer

  • Er der tale om belåning og salg med eller uden regres? Der findes udbydere i markedet, som kan tilbyde både at belåne og afkøbe en virksomheds fordringer, dog under forudsætning om fuldt krav på godtgørelse. Det betyder, at risikoen, for at en debitor ikke betaler, fortsat påhviler virksomheden. Sker belåningen eller salget uden regres, påhviler risikoen udbyderen, hvilket vil afspejles i prisen. Om prisen opvejes af gevinsten for virksomheden må vurderes fra forretning til forretning
  • Kravene til lånedokumentation
  • Virksomhedens omkostninger fordeler sig typisk mellem et opstartsgebyr, en finansieringsrente og nogle administrative gebyrer. Selvom omkostningerne ikke bør være eneste beslutningsparameter, bør virksomheden sammenligne omkostningerne for flere udbydere og eventuelt andre finansielle instrumenter
  • Kravene til sikkerhedsstillelse i det debitorfinansiering kan begrænse en virksomhed fra at optage lån via dennes bankforbindelse, hvis der er udtaget pant i virksomhedens debitorer. I givet fald kræver det en tilbagetrædelseserklæring fra virksomhedens bankforbindelse;
  • Virksomhedens image- og signalværdi kan forringes overfor nuværende og fremtidige kunder, der kan opfatte belåning og/eller salg af fordringer som en svaghed ved virksomheden;
  • Hvilken valuta der afregnes i? Afregner virksomheden i samme valuta, som den fakturerer ud, så ændres kursrisikoen ikke.



Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt