Quick Guide


Det følgende indeholder en kort vejledning i brugen af finansieringsportalen.

Portalen er bygget op om fire menupunkter:
  • Finansieringsbehov- og løsninger
  • Særlige behov og løsninger
  • Udbydere
  • Værktøjskasse.
Finansieringsbehov- og løsninger er opdelt i:
  • Enkeltforretninger, der med udgangspunktet i fire perioder: tilbudsperiode, oparbejdningsperiode, kreditperiode og produktgarantiperiode, beskriver problemstillinger og forhold, der kan relateres til finansiering af kommercielle forretninger på virksomhedens hjemmemarked og eksportforretninger, samt anviser løsninger på samme. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
  • Generelt, der tilsvarende beskriver problemstillinger og forhold af mere generel karakter såsom finansiering af anlæg, drift, forskning- og udvikling, internationalisering samt kapitaludvidelser. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.
Under særlige behov og løsninger berøres forskellige særegne behov for den maritime industri, herunder støtte- og tilskudsordninger, skibsfinansiering, retrofitfinansiering etc., samt anvises vejledende løsningsforslag. Foruden anvisning af løsninger, henvises der til relevante udbydere af finansiering og en samling af anvendelige og relevante hjælpeværktøjer.

Under udbydere præsenteres kort de forskellige udbydere (udvalgte pengeinstitutter, kreditforsikringsselskaber, udbydere af støtte- og tilskudsordninger m.fl.) med angivelse af relevante kontaktoplysninger.

Under værktøjskassen findes en række nyttige og letanvendelige værktøjer i form af beregningsmodeller, præsentationer, skabeloner, forslag til garantitekster, litteraturhenvisninger m.m. Disse værktøjer kan frit downloades af brugerne af finansieringsportalen.

Endelig indeholder finansieringsportalen en søgefunktion, således at brugerne har en ekstra mulighed for at finde frem til et ønsket emne.

Det er tanken, at finansieringsportalen skal kunne anvendes både til generel uddannelse omkring finansiering og som en quick guide til søgning af løsning på et specifikt spørgsmål.

Det er vigtigt, at brugerne løbende informerer Danske Maritime om nye finansieringstiltag, ændringer i de eksisterende løsninger og/eller om ønsker til yderligere emner af generel interesse, der kan sikre, at finansieringsportalen holdes opdateret og giver brugerne hurtig adgang til relevant information. Via henvisninger til de forskellige udbydere sikrer Danske Maritime, at information om udbydernes løsninger holdes opdateret.

Drift


I den daglige drift af virksomheden er det afgørende, at der er en tiltrækkelig likviditet og at de samlede finansieringsomkostninger er optimale. En virksomhed oplever konstant større eller mindre udsving i likviditeten og behovet for driftskapital. Der skal løbende betales lønninger, indkøbes varer til lager, bruges energi osv. Virksomhedens leverandører kræver større sikkerheder og forudbetaling. Kunderne forventer længere kredit. Med andre ord havner flere virksomheder i en likviditetsklemme, og kapitalbindingen i ordrer er udvidet.

Begrænset likviditet kan være en udfordring for virksomheder, der vækster, og en direkte barriere for at indgå nye kontrakter, oparbejde nye ordrer og dermed drive og vækste virksomheden yderligere. Virksomhedens daglige drift kan finansieres på flere måder. Virksomheden har bl.a. flere korte finansieringskilder, der kan trækkes på. Pengeinstitutter har været og er fortsat den traditionelle finansieringskilde til hovedparten af SMV'er. Ofte anvendte finansieringskilder er drifts- og kassekreditter og erhvervslån. Finansiering af virksomhedens drift og investeringer samt arbejdskapital (tilgodehavender og varebeholdninger) kan dog med fordel ske hos flere finansieringskilder og ved brug af forskellige løsninger, hvorved virksomheden sammensætter et bredere finansieringsgrundlag og dermed minimerer afhængigheden af de enkelte.

Ved valg af finansieringsform og finansieringsløsning skal virksomheden betragte dennes likviditetsbehov over året: Hvornår opstår behovene - og hvorfor? Virksomheden anbefales at udarbejde et månedsbaseret likviditetsbudget for både de samlede og de enkelte forretninger. Budgettet bør også omfatte investeringer i eventuelle udvidelser af produktionsapparatet, nødvendig forskning og udvikling etc. Forudsætningerne for budgettet (priser, mængder, betalingsbetingelser, valutakurser, kreditdage, produktionsperiode etc.) er her lige så væsentlige som selve resultatet, idet det er disse parametre, som kan søges ændret for at reducere virksomhedens likviditetsbehov. Nedenfor følger en nyttig budgetmodel samt en vejledning i brugen af modellen, som virksomheden kan tilpasse til dens aktiviteter.



Symfonivej 18, 2730 Herlev, Tlf.: 33 13 24 16 | E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 Danske Maritime  |  Retrofitting  |   |Disclaimer  |  Kontakt